Tilknytning.

Hvad er tilknytning?

Tilknytning handler om menneskets grundlæggende behov for tryghed, beskyttelse og følelsesmæssig kontakt. Tilknytningsteori beskriver, hvordan tidlige relationer – særligt til omsorgspersoner – former vores forventninger til os selv, andre og relationer gennem livet.

Tilknytning er ikke et personlighedstræk, men et relations- og reguleringssystem, der udvikles i samspil med omgivelserne (John Bowlby 1969).

Formålet med tilknytning er overlevelse:
Et barn, der kan søge trøst og beskyttelse hos en anden, har større chance for at klare sig – både fysisk og følelsesmæssigt.

Bowlbys bidrag – tilknytning som biologisk system

John Bowlby var den første til systematisk at formulere tilknytningsteorien. Han beskrev tilknytning som et medfødt, biologisk system, der aktiveres ved trussel, adskillelse eller utryghed (Bowlby 1969).

Ifølge Bowlby udvikler barnet gennem gentagne relationelle erfaringer såkaldte indre arbejdsmodeller:

• forventninger til, om andre er tilgængelige og hjælpsomme

• forestillinger om, hvorvidt man selv er værd at tage sig af

Disse modeller fungerer som et ofte ubevidst kompas i senere relationer – også i voksenlivet (Bowlby 1988).

Ainsworth og Strange Situation

Mary Ainsworth videreudviklede Bowlbys teori gennem empirisk forskning. Hun udviklede den såkaldte Strange Situation Procedure, som gjorde det muligt at observere børns reaktioner på adskillelse og genforening med omsorgspersoner (Mary Ainsworth 1978).

På baggrund af denne forskning identificerede hun forskellige tilknytningsmønstre, baseret på hvordan barnet søger – eller ikke søger – trøst og regulering.

Først: tilknytning er ikke en "type" du er

Det er vigtigt at understrege, at tilknytningsmønstre ikke er faste identiteter. De er strategier, som barnet har udviklet for at skabe mest mulig tryghed i de relationer, der var tilgængelige (Bowlby 1969).

Det betyder, at:

• du kan have forskellige mønstre i forskellige relationer

• du kan reagere forskelligt under stress end i ro

• mønstre kan ændre sig over tid gennem nye erfaringer

Mange passer derfor ikke rent i én kategori, men bevæger sig mellem flere mønstre afhængigt af kontekst og relation (Ainsworth et al. 1978; Main & Solomon 1990).

Forskellig tilknytning til forskellige omsorgsgivere

Et barn kan have haft forskellig tilknytning til forskellige omsorgsgivere. Hvis én omsorgsperson var stabil og følelsesmæssigt tilgængelig, mens en anden var fraværende, uforudsigelig eller overvældende, kan barnet udvikle flere indre arbejdsmodeller (Bowlby 1969).

I voksenlivet kan det fx vise sig ved, at:

• du føler dig mere tryg med nogle typer mennesker end andre

• du reagerer anderledes på autoriteter end på nære relationer

• du har forskellige reaktionsmønstre i relationer med mænd og kvinder

Eksempel:
Hvis du som barn oplevede tryghed hos mor, men følelsesmæssig distance hos far, kan du som voksen opleve, at:

• relationer med kvinder føles mere tilladte og trygge

• relationer med mænd aktiverer mere selvkontrol, afstand eller uro

Det handler ikke om køn i sig selv, men om hvilke erfaringer kønnet kom til at repræsentere i din opvækst.

De forskellige tilknytningsmønstre – uddybet med hverdagslige eksempler

Tryg tilknytning

Grundoplevelse: "Når jeg har brug for nogen, er der nogen."

Tryg tilknytning betyder ikke, at man aldrig bliver utryg, men at man grundlæggende forventer, at relationer kan rumme både følelser, behov og konflikter (Ainsworth et al. 1978).

I voksenlivet kan det vise sig som:

• evne til både nærhed og selvstændighed

• relativ tryghed i konflikter

• mulighed for at bede om hjælp uden overvældende skam

Hverdagslige eksempler:

• Hvis en partner svarer sent, kan det irritere – men du går ikke automatisk i alarm.

• Efter en konflikt kan du sige: "Det her var svært, men jeg vil gerne finde hinanden igen."

• Kritik på arbejde kan gøre ondt, men vælter ikke nødvendigvis dit selvbillede.

Utryg-undgående tilknytning

Grundoplevelse: "Mine behov bliver ikke mødt – så jeg klarer det selv."

Dette mønster udvikles ofte, når barnet har erfaret, at følelser eller behov ikke mødes eller måske mødes med afstand, irritation eller krav om selvkontrol (Ainsworth et al. 1978).

I voksenlivet kan det vise sig som:

• høj grad af selvstændighed

• ubehag ved følelsesmæssig intensitet

• tendens til at lukke ned eller trække sig i konflikter

Hverdagslige eksempler:

• Når du er ked af det, siger du "det går fint" og skifter emne.

• Når en partner vil tale om følelser, får du lyst til at løse problemet hurtigt eller gå væk.

• Du søger ofte ro alene, men kan bagefter føle dig mere isoleret.

Utryg-ambivalent / ængstelig tilknytning

Grundoplevelse: "Kontakt kan forsvinde – jeg må holde fast."

Dette mønster udvikles ofte, når omsorg har været uforudsigelig. Barnet lærer at intensivere signaler for at sikre relationel kontakt (Ainsworth et al. 1978).

I voksenlivet kan det vise sig som:

• høj opmærksomhed på relationelle signaler

• frygt for afvisning

• stærkt behov for bekræftelse

Hverdagslige eksempler:

• En kort besked kan udløse mange tanker: "Er der noget galt?"

• Du kan blive meget optaget af stemninger og pauser i relationer.

• Du kan svinge mellem at føle dig for meget og for lidt.

Desorganiseret tilknytning

Grundoplevelse: "Den, jeg har brug for, er også den, jeg bliver bange for."

Desorganiseret tilknytning opstår typisk, når omsorgspersonen både er kilde til tryghed og frygt. Barnet mangler en stabil strategi og kan derfor reagere modstridende (Main & Solomon 1990).

I voksenlivet kan det vise sig som:

• skift mellem intens nærhed og pludselig afstand

• stærke reaktioner i nære relationer

• vanskeligheder med regulering under konflikt

Hverdagslige eksempler:

• Du længes efter nærhed, men får lyst til at trække dig, når den opstår.

• I konflikter kan du fryse, eksplodere eller lukke helt ned.

• Efterfølgende kan du føle stor skam over dine reaktioner.

Når man skifter mønster

Mange oplever, at de kan være relativt trygge i perioder, men under stress falder tilbage i gamle strategier. Det er normalt: under belastning aktiveres de mønstre, der engang virkede bedst (Schore 2012).

Man kan fx:

• være tryg i venskaber, men ængstelig i parrelationer

• være undgående i hverdagen, men ængstelig ved risiko for tab

• skifte mønster afhængigt af, hvem man er sammen med

Tilknytning, krop og nervesystem

Tilknytning handler ikke kun om relationer, men også om regulering af nervesystemet. Barnet lærer først at regulere gennem andre (samregulering) og senere mere selvstændigt. Mangler denne regulering gentagne gange, kan nervesystemet forblive mere sårbart for uro, alarm eller nedlukning (Schore 2012; Porges 2011).

Dette er en vigtig bro mellem tilknytning og fx:

• angst

• depression

• relationsstress

• kropslige symptomer

Tilknytning er ikke skæbne

Tilknytningsmønstre kan forandres. Nye erfaringer – trygge relationer, stabile fællesskaber og terapeutiske processer – kan gradvist skabe mere fleksibilitet og tryghed (Bowlby 1988).

I terapi arbejdes der derfor ikke med at placere dig i en boks, men med at:

• forstå, hvilke strategier du har lært

• skabe mere regulering og tryghed

• udvide dine handlemuligheder i relationer

Referencer (KU Harvard – dansk)