Online terapi

Online terapi giver dig mulighed for at få den samme dybde, nærvær og fortrolighed, som du ville opleve i en fysisk session – bare fra dine egne rammer. Sessionerne foregår via sikker videoforbindelse og følger præcis de samme principper som den individuelle terapi.

For mange kan det faktisk være lettere at åbne op, når de sidder i deres eget hjem. Omgivelserne er velkendte, du behøver ikke rejse nogen steder hen, og du kan trække dig tilbage i dit eget rum bagefter, hvis du har brug for det. Det kan gøre en forskel, især i perioder hvor alting føles lidt overvældende.

Online terapi er også en oplagt mulighed, hvis du bor langt væk, rejser meget, har en travl hverdag, eller hvis det føles som en stor barriere at møde fysisk op første gang. For nogen kan det at tage det første skridt ind ad en dør føles enormt. Online terapi sænker den barriere, uden at det går ud over kvaliteten.

Vi arbejder med præcis de samme metoder og tilgange, som i den fysiske terapi. Tilknytningsteori, mentalisering, psykoedukation, skyggearbejde, nervesystemregulering og kropsbevidsthed – alt sammen kan bruges i det online format. Jeg har erfaring med, at den terapeutiske relation og dybden i samtalerne sagtens kan blomstre gennem en skærm, når rammerne er de rigtige.

Det eneste, der kræves, er et sted hvor du kan sidde uforstyrret, en stabil internetforbindelse, og at du giver dig selv lov til at bruge tiden på dig selv.